Den alsidige fuldblodsaraber indtager en særstilling i hestenes verden. Som stamfader til praktisk talt alle lettere racer har historien givet den berømmelse verden over. Mange kapitler er skrevet og mange studier gjort for at fastslå dens oprindelse, men alt dette til trods, er der langt fra enighed om hvornår og hvor den opstod, - det fortaber sig i fortiden. Men videnskaben har accepteret, at den arabiske hest havde sit nuværende udseende for op imod 20 århundrede tilbage.  

Hvad betinger benævnelsen arabisk fuldblod ?  

Om dette har hersket megen misforståelse, som oftest på grund af manglende orientering. Denne vejledning vil forhåbentlig kunne imødegå skuffelser ved køb, da mange dyr med araberblod har en slående lighed med fuldblodsaraberen på grund af dennes store gennemslagskraft. Den letteste metode til at sikre sig, at man står foran en fuldblodsaraber er ved at benytte WAHO's definition på samme:  

En fuldblodsaraber er en hest, der står i enhver stambog eller ethvert register, der er opført af WAHO som acceptabelt.

- men den kan også forklares således:

En fuldblodsaraber er en hest, hvis oprindelse i alle led kan føres tilbage til en originalaraber (OA), avlet i ørkenen.

Hertil kommer, at visse blodlinier anses for at være mere værdifulde end andre, men for alle gælder det, at moderdyret bestemmer blodlinien, således at enhver fuldblodsaraber tilhører moderens linie. Her skal nævnes de mest berømte, EL KHAMSA, der betyder de fem, nemlig KOHEILAN som almindeligvis siges at repræsentere den mest kraftfulde og ofte ret store type, omend ikke nødvendigvis den smukkeste. SEGLAWI som regnes for den ædleste og hurtigste af de fem. ABEYAN der betegnes som den mindste og smukkeste. HAMDANI sjælden, men eftertragtet, med det mest klassiske hoved. HADBAN - ikke særlig talrig.  

Alle fuldblodsarabere siges at nedstamme fra disse fem, som har forskellige side linier. Fablerne er mangfoldige. En lyder: Muhammed og hans fire nærmeststående mænd flygtede på de fem hopper fra Mecca til Medina i Hejiranatten 15. juli år 622 f. Kristi fødsel, hvorefter alle de fem blev mærket med profetens tommelfinger, således at beduiner lægger stor vægt på halshvirvlen, mangler den, er hesten ikke mærket af Muhammed, og derfor ikke af højeste kvalitet. Ørkenbeduinerne var meget overtroiske, - også når det gjaldt farve og aftegn på deres dyr. F.eks. hedder det Ser du en fuks komme flyvende gennem luften, da tro dine øjne.  

Hvad kan den bruges til i nutiden?  

Det er klart, at en så gammel hesterace er udviklet til ganske andre formål end nutidens. Alligevel er det forbløffende, at den er særdeles velegnet som familiehest - med venligt sind, intelligens og villighed er den en glæde at arbejde med for alle aldersgrupper, og trods sin ringe størrelse i stand til med lethed at bære en voksen. Den er en særdeles velegnet kørehest, og som de fleste vil vide i besiddelse af stor udholdenhed. I de lande hvor man i dag dyrker langdistanceridning som en sport, vil araberen eller dens krydsninger altid være at finde i toppen. Det må retfærdigvis siges, at araberen i sin rene form naturligvis ikke skal kunne konkurrere på lige fod med langt større heste, selv om det undtagelsesvis finder sted.  

sakset www.dsah.dk

Historie:
Til forskel fra andre hesteracer der normalt har 6 lændehvirvler og 18-20 halehvirvler, har araberen kun 5 lændehvirvler og 16 halehvirvler.

I over tusinde år er der blevet avlet på den arabiske hest. Nogle mener endda at den har levet i vild tilstand i de arabiske ørkener i årtusinder, men da man aldrig har fundet knoglerester efter disse vildtlevende arabere, foreligger der intet bevis for denne påstand. Dette understøttes bl.a. af, at araberen ikke bliver nævnt blandt de 12 racer, romerne regnede med. Beduinstammerne i ørkenen troede, at araberen var en gave fra Gud. Han skulle have forvandlet ørkenvinden til væsnet (araberen) der "kunne flyve uden vinger". En anden, og mere jordbunden forklaring, er dog, at araberen i lighed med andre heste skulle nedstamme fra de vildheste, der levede i Europa og Asien inden de første civilisationer, og som mindede meget om nutidens Tarpan og Prezwalskihest.

I hvert fald siden Muhammeds tid (det 7. århundrede) har Beduinerne avlet på araberen, og meget tyder på, at en struktureret avl har foregået helt op til tusinde år forinden. For Beduinerne var araberen deres kæreste eje - et gammelt mundheld siger "så mange bygkorn du giver din hest, så mange synder vil Gud forlade dig" - og hestene blev anset som uundværlige medlemmer i husholdningen.

De strenge renhedskrav, der blev stillet til avlshestene (hvis en hest ikke var hundrede procent "asil" (ren), kunne den ikke blive optaget i asil-linien, uanset hvor perfekt den så ellers var) og de strenge forhold ørkenen bød på, har været med til at skabe den hest, der i dag betegnes som verden mest yndefulde og selvstændige hest.

Kun om vinteren og det tidlige forår fandtes der græs i ørkenen, resten af året levede hestene af kamelmælk, tørrede dadler, græshopper og tørret kamelkød. Kun de stærkeste heste kunne overleve i dette klima.

Araberne blev formentlig først indført i Europa, da Maurerne invaderede landene i den vestlige ende af middelhavet. Men på dette tidspunkt er der intet, der tyder på, at araberen blev anset for andet end en dekorativ paradehest.

Under korstogene lader det til, at erobrede arabiske heste opnåede status som heste, der var velegnede til konger og fyrster. Som krigsheste var de ikke velegnede, da datidens tunge rustninger krævede heste med en kolossal styrke og størrelse.

Senere ændrede udviklingen af lettere våben og udrustning dette, og fra renæssancen og frem til og med Napoleonskrigene blev den arabiske hest med rette anset for at være uovertruffen, og efterspørgslen på arabere voksede i Europa.

Efter det katastrofale tilbagetog fra Moskva i vinteren 1812, skrev en af Napoleons adjudanter til sin general: "De arabiske heste klarede strabadserne og prøvelserne bedre end de europæiske. Efter det grusomme felttog i Rusland var næsten alle de heste kejseren havde tilbage, arabere. General Hubert… fik kun en enkelt af sine 5 heste med tilbage til Frankrig, og denne var en araber. Kaptajn Simonneau fra generalstaben havde til sidst kun sin araber, og det samme gjorde sig gældende for mit vedkommende". Det var denne form for beviser på araberens styrke, der førte til, at den var efterspurgt overalt.

I dag avles araberen i mange lande, og oftest med mindre typeforskelle, alt efter hvad der er det foretrukne i de enkelte lande. Dog har også klimatiske og fodermæssige forskelle noget at skulle have sagt i forbindelse med variationer i højde og kropsbygning.

Dens enestående evner som ridehest og i avl, er i dag en af grundene til dens stadige popularitet og med til at sikre racens videre eksistens.

I avl er araberen ofte blevet brugt til at forædle de enkelte racer, og i stort set alle de hesteracer der gennem tiden er blevet forædlede, finder man spor efter araberen.

sakset fra horsesence.dk

Dansk Selskab for Arabisk Hesteavl (DSAH) blev oprettet i 1967.

Foreningens formålsparagraf er at støtte avlen og brugen af den arabiske hest.

DSAH er medlem af:

• WAHO World Arabian Horse Organization

• ECAHO European Conference of Arab Horse Organizations

• LU Landsudvalget for Heste

• Til bestemmelse af fuldblodsaraberen benytter DSAH WAHO's definition:
  
  En fuldblodsaraber er en hest, der står i enhver stambog eller ethvert register, der er opført af WAHO som acceptabelt.
  
  Det vil sige at ved en OX araber forstår man:
  
  Arabisk Fuldblod (OX) kan i alle led føres tilbage til internationalt anerkendte oprindelses individer (originalaraberen).
   

Stambøger
DSAH har fået autorisation til registrering og stambogsføring af fuldblodsarabere i Danmark af Veterinær og Fødevareministeriet.

DSAH udgav sin første stambog i november 1967, den indeholdt de første 29 ox arabere. Dengang førtes stambøgerne for alle fuldblodsarabere og dets krydsningsprodukter. Dette blev foretaget frem til 1979, da foreningen blev opdelt i to grupper: DSAH ox og DSAH oo. DSAH oo araberrace afdelingen får i dag registreret heste på Landskontoret for Heste.

Selskabet DSAH ox har frem til 1997 udgivet 5 stambøger for fuldblodsarabere og registreringsnumrene vil i 1999 komme op på 3000. Hermed ikke sagt, at der er 3000 registrerede levende heste i Danmark. Naturligvis er de første registrerede arabere ved at være uddøde - samtidig er en del blevet eksporteret til det meste af verdenen.

For at opnå størst mulig sikkerhed ved registrering af hestene, har DSAH siden 1981 foretaget afstamningskontrol, frysemærkning samt nøje farve og aftegnsbeskrivelse for hver enkelt hest. Siden 1985 har blodtypebestemmelse været obligatorisk.

Linierne
På alle stamtavler er der opført en hoppelinie. Denne oplysning er af historisk interesse, da mange af de gamle stammer repræsenterer en arv, som man ikke ubetænksomt skal lade gå til grunde og uddø, da det ikke er sandsynligt, at man fremover i orienten vil kunne finde arabere med så gammelt blod. Denne oplysning om hoppelinien er for mange en vej til at søge oplysninger om de enkelte hestes historie.

De mænd og kvinder, som hentede de første ædle arabere til Europa og Amerika under store ofre og ofte farefulde rejser bør heller ikke glemmes. Deres navne er at finde i de mange bøger, som er udgivet om emnet.

sakset fra Landscentret www.lr.dk

Fuldblodsaraberens eksteriør: 

 

Hovedindtrykket er en lille elegant og meget ædel hest, som bærer sig selv smuk i balance og med en let buet hals samt høj haleføring.

Hovedet er et af de specielle kendetegn, som bør ofres særlig opmærksomhed. Det er forholdsvis lille, bred pande, øjnene er lavt ansatte, store, mørke og nærværende, og langt fra hinanden. (Det såkaldte fjerne blik tyder på et utålmodigt temperament).

Ørerne er i reglen længere hos hoppen end hos hingsten, ofte med indadvisende spidser.

Kindbenene er store, runde som Tallerkner, med god afstand, således at en knyttet hånd med lethed kan anbringes i mellemrummet.

Profilen kan være lige, men den karakteristiske kurvede næseryg er meget ønskelig.

Næseborene er lange, tynde og udvides stærkt ved anstrengelse og øget opmærksomhed.

Mulen er meget lille og kan rummes i en halvtlukket hånd.

Helhedsindtrykket af fuldblodsaraberens hoved bør være en trekant set forfra, samt set fra siden en smuk tilspidsende kurve. Beduinen lagde stor vægt på jibbah og dennes placering, som bør være ca. midtvejs mellem øren og næsebor.

Hovedets forening med halsen er ligeledes et vigtigt punkt. Kaldet Mitbah og forløber i en smuk bue uden knæk, således ar der gives god plads til luftrør og dermed vejrtrækning.

Halsen er af god længde og smuk buet, samt velforenet med manken, som er velmarkeret.

Kroppen er dyb med god ribbenshvælving.

Skulderen lang, skrå, flad og med god plads til den frie bevægelse, samt altid højere end krydsets højeste punkt.

Ryggen kort, lige og lænden muskuløs, lidt opadvisende, hvor den møder krydset, som er forholdsvis langt og lige.

Halen er ansat lige i forlængelse af ryggen, og der er vigtigt, at den bæres højt og lige, når dyret er i bevægelse.

Benene er rene og med glasklare sener, overarmen lang, piberne korte, alle led store og knæene flade.

Koderne er af passende længde, hovene temmelig små, hårde og med veludviklede stråler.

Benstillingen bør være lige, omend racens kendetegn ofte har en tendens til kohase. Man kan tolerere dette i stilstand, hvis gangen er lige.

Bevægelsen i skridt er fri, således at baghovene træder inden over forhovende; I trav er den svævende og fri for skulderen, i galop blød og elastisk. Alle gangarter er behagelige for rytteren.  

Nogle alvorlige fejl: Atypisk hoved - små, højtansatte øjne - glasøje -kort skulder - lang ryg - manglende haleføring - skæv benstilling - spidst muskelfattigt kryds - udstående hofteben.  

Mindre fejl er: Menneske øjne (øjet viser hvidt)- lidt skæv haleføring.  

Farve: Fuldblodsaraberen kan have alle farver undtagen broget. Hvide aftegn er meget almindelige, men de meget store aftegn, hvide bugpletter, er ikke ønskelige.  

Størrelse: Gennemsnittet er ca. 150 cm, varierende fra 146 - 158 cm. 
 
Temperament: Dette tillægges fuldt ud samme værdi, som hestens eksteriør, men det kan siges, at en fuldblodsaraber skal have hovedet med sig i dobbelt betydning. Beduinen havde et nært forhold til sine heste og levede med dem, ofte i samme telt. På denne måde oprettedes et tillidsforhold, som også i dag er ønskeligt, om end årsagen er en anden. Hingsten bør være fredsommelig, opmærksom, villig og livlig dog med værdigheden i behold. Hoppen er en omsorgsfuld mor, men ikke ondskabsfuld mod andres afkom eller i en flok. Et dårligt temperament er atypisk for racen, men det må fremhæves, at dette ikke er at forveksle med manglende opdragelse, som opdrætter eller ejer må bære ansvaret for.